Fisketur – Hornfisk – Munkholmbroen


Ååååh ja endnu en lille tur for familie. I dag skulle vi bare ud af klappen lige så snart at Bjarke fik fri. Ud og fange hornfisk ved Munkholmbroen. Det var klart vejr, vindstille og 18 grader – virkelig lækkert! Der var proppet med folk på munkholmbroen, der alle gjorde hver deres ihærdige forsøg på at fange hornfisk. Jeg havde vaders med og gik ud sammen med en håndfuld andre fiskere, men der var ikke særlig meget gang i vandet. Alligevel lykkedes det mig at fange en fin hornfisk allerede i mit andet kast…. derfra var det bare småhug og leg fra hornfiskenes side af. Det blev kun til tre hornfisk, men hvad – det betyder heller ikke det vilde, vi gør bare forsøget igen en anden dag. Inde på bredden solede fruen sig, læste bog og lillemanden – ja han sov bare i sin lift. Aftensmaden blev til en omgang indisk risret på trangia og desserten blev en is fra munkholmkiosken.


Fang hornfisk med silkesnor

Nu har jeg prøvet at fange hornfisk med silkesnor og med krog mange gange. Silkesnoren virker bare bedst. En dag som i dag hvor de ikke var så ivrige for at hugge på, fandt jeg ud af hvor nyttigt det kan være at binde to stykker silkesnor sammen, således at silkesnoren bliver dobbelt længde. Den hornfisk der eventuelt måtte hugge på, sidder efter min opfattelse bedre fast på en “doven” dag. En hvilken som helst anden dag ville jeg helt klare spare på mine silkesnore. En anden bonus ved silkesnoren er at du undgår at kroge tang og andet skidt i sammen omfang. Der vil altid komme til at sidde lidt snask på, men stadig meget mindre end hvis du fanger hornfisk med krog.


Røgede hornfisk i stedet for røgede ål

…Hvis du ryger dine hornfisk får du en utrolig lækker spise. Det er en anderledes måde at tilberede hornfisk på end du måske ellers er vandt til. Ålefiskeriet har været hårdt for de danske ål og mig bekendt er bestanden helt nede på bare 1% (ja, én procent….) Jeg har for år tilbage fanget mange ål med min farfar i Roskilde fjor. Det var tider og jeg mindes vores ture ud i hans lille motorbåd med stort velbehag. Ål smager fantastisk men jeg synes at man skal give hornfisken en chance. Mine hornfisk røg i fryseren, hvorefter jeg straks gik igang med at bygge mig en røgeovn i træ. Du kan se mit projekt her, hvor der er mange flere billeder, men du får alligevel to af det endelige resultat lige her.